Om tvivl, tempo og at finde sin egen rytme

Da jeg begyndte min pilgrimsvandring mod Santiago de Compostela, vidste jeg ikke præcis, hvad jeg ledte efter. Jeg vidste bare, at jeg havde brug for at sætte tempoet ned. Jeg stod et sted i mit liv, hvor mulighederne var mange, forventningerne høje og retningen uklar. Hvor det føltes som om, man burde vide, hvad man ville – også selvom man egentlig ikke gjorde det.

At gå 3.600 kilometer fra Danmark til Spanien var ikke et forsøg på at finde et endeligt svar. Det var et forsøg på at give plads til de spørgsmål, jeg ikke kunne tænke mig frem til. Min pilgrimsvandring til Santiago de Compostela blev begyndelsen på en helt anden måde at forstå mig selv og mine livsvalg på.

Før jeg gik – og hvorfor jeg begyndte min pilgrimsvandring til Santiago

Som mange andre unge oplevede jeg overgangen fra ungdom til voksenliv som forvirrende. Jeg havde gennemført en uddannelse, var startet på en ny og gjorde det, man “burde” gøre. Alligevel følte jeg mig ofte utilpas i tempoet og i de forventninger, der fulgte med.

Jeg havde længe haft en fornemmelse af, at jeg var nødt til at trække stikket for en periode. Ikke for at flygte, men for at finde ud af, hvad der egentlig var mit eget, og hvad der bare var andres forestillinger om, hvordan mit liv burde se ud.

Pilgrimsvandringen blev min måde at gøre det på.

At leve langsomt i en verden, der skynder sig

De første uger på vejen var overraskende svære. Ikke fysisk – kroppen vænner sig hurtigt til at gå – men mentalt. Dagene lignede hinanden. De samme bevægelser, de samme landskaber, de samme rutiner.

Der var lange strækninger, især på den spanske meseta, hvor der ikke skete ret meget. Ingen store oplevelser. Ingen dramatik. Bare kilometer efter kilometer.

I begyndelsen føltes det næsten spild af tid. Senere begyndte jeg at forstå, at det netop var pointen. Når der ikke hele tiden sker noget nyt, begynder tankerne at arbejde på en anden måde. Man kan ikke distrahere sig væk fra dem. Man er nødt til at være i dem.

Det, andre mennesker lærte mig

Noget af det mest værdifulde på vandringen var møderne med andre mennesker. Jeg mødte pilgrimme i alle aldre og fra hele verden, som hver især bar på deres egne historier og grunde til at være der.

Nogle gik for at bearbejde sorg. Andre for at komme videre efter sygdom, skilsmisse eller stress. Mange, ligesom mig, gik uden helt at kunne forklare hvorfor.

I herberger, køkkener og langs vejen opstod der samtaler, som sjældent finder sted i hverdagen. Samtaler om tvivl, håb, frygt og livsvalg. Det gik op for mig, hvor universelle de spørgsmål egentlig er – også selvom vi ofte tror, at vi er alene med dem.

Hvad jeg tog med mig hjem

Da jeg nåede frem til Santiago, følte jeg mig ikke “færdig” eller afklaret på alle livets store spørgsmål. Men jeg følte mig mere rolig. Mere hjemme i ikke at have alle svarene.

Jeg havde lært, at langsomhed ikke er det samme som at sakke bagud. At tvivl ikke nødvendigvis er et problem, der skal løses. Og at retning nogle gange først viser sig, mens man er i bevægelse.

Vandringen havde ikke givet mig en færdig plan. Den havde givet mig modet til at leve uden.

Hvis du vil høre mere

Mine erfaringer fra pilgrimsvandringen deler jeg i foredraget “Ung på pilgrimsvandring – 3.600 km fra Danmark til Spanien”, hvor jeg fortæller mere om rejsen, refleksionerne og det liv, der fulgte efter.

Du kan læse mere om foredraget her: https://frederikwchristensen.dk/ung-paa-pilgrimsvandring/