Eventyr med en anderledes hjerne –
Når diagnosen bliver en del af rejsen

Hvordan er det at vokse op med et nervesystem, der hurtigt bliver overstimuleret – og alligevel længes efter rejser og eventyr?
I dette foredrag fortæller jeg om mine personlige erfaringer som neurodivergent: om at lære at aflæse andre og tilpasse mig, ofte på bekostning af min egen energi. Og om den stærke trang til at komme væk, som førte mig alene gennem Rusland på den transsibiriske jernbane og senere på tomlen gennem Sydøstasien – også når det var overvældende og ensomt.
Rejserne blev længe en rastløs flakken uden rigtigt at finde ro. Først med diagnosen “Aspergers Syndrom” begyndte jeg at forstå mig selv bedre. Og først da jeg vandrede 3.600 kilometer alene fra Danmark til Spanien, fandt jeg tillid til min egen rytme og måde at være i verden på.
Som autist og antropolog formidler jeg med både personlig erfaring og et undersøgende blik. Jeg fortæller uden at romantisere diagnoser, men med respekt for forskellighed og sårbarhed – og åbner for refleksion og samtale om tempo, forventninger og livsvalg.
